Så er det blevet tid til nummer 9 på denne fantastiske liste. Og denne gang går pladsen til en TV-Serie, en tegnefilm tilbage fra 80'erne.

Nummer 9:

Yogi's Treasure Hunt

Denne tegnefilm fortjener en hyldest af de store. Som lille sad jeg limet til skærmen over disse fantastiske eventyr, og kan stadig tænke tilbage med dejlige minder!

Serien handlede i korte træk om at Yogi Bjørn, Bobo Bjørn, Ranger Smith, Huckleberry Hound, Snagglepuss, Augie Doggie & Doggie Daddy, Quick Draw McGraw og Snooper & Blabber blev sendt på en skattejagt af Top Cat. De rejste ombord et skib der hed The SS Jelly Roger. Alt imens Dick Dastardly og Mottley forsøgte at hindre dem og dermed komme først til den givne skat.

Det var dælme underholdende, og man sad som lille og heppede på Yogi og banden. Hannah/Barbera fortjener en hyldest for at sætte denne fantastiske tegnefilm sammen og give børnene masser af underholdning!

Hypo hylder Yogi's Treasure Hunt!

"Through it all you were always my best friend. For all the words I didn't say, and all the things I didn't do, tonight I'm gonna find a way!"       - Bon Jovi fra sangen "All about lovin' you".

"Once in your life you find someone, who will turn your world around. Bring you up when you're feeling down. Yeah, nothing could change what you mean to me, there's lots that I could say. Just hold me now, 'cause our love will light the way."        - Bryan Adams fra sangen "Heaven".

Er det stadig romantisk at tage toget eller et fly for at forfølge den man elsker, og fortælle hende hvordan man har det? Eller er det bare creepy og stalker agtigt nu om dage? Grunden til spørgsmålet? Okay, i kan vel lige så godt få historien (bare rolig den er ikke lang). Det er sådan at Hypo gik hen og fik følelser for den her madamme som at han arbejdede sammen med. Lige inden Hypo fik sagt noget, gik madammen hen og flyttede til Esbjerg! Fesent! Derfor overvejede Hypo at gøre noget uovervejet, nemlig at hoppe på et tog til Esbjerg for at finde pigen. Men så igen... Derfor de to citater. I må gerne rådgive Hypo, da han er på bar bund.

"I'm tired to run, I'm to proud to lose... But sooner or later I've got to chose. And once again I'm thinking about taking the easy way out!"        -Westlife fra sangen "If I let you go"

Citat Bryan Adams:
"And if I had the choice, yeah I'd always wanna be there
Those were the best days of my life!"

Hvorfor citerer jeg så Bryan Adams?
Godt at i spørger!

Her i løbet af de sidste par dage har jeg tænkt meget over et spørgsmål jeg hørte
på TV et eller andet sted.
Spørgsmålet lød: Hvis du kunne genstarte dit liv, her og nu, ville du så gøre det?
Rigtig mange ville nok, uden overhovedet at tøve, kunne svare nej med det samme.
Men en del ville sikkert også tøve inden de fik svaret...
Dit liv ville selvfølgelig være det samme indtil du var gammel nok (igen) til at
tage dine egne valg... Og her kommer Bryan Adams citatet så ind i billedet.
For jeg er faktisk tilbøjelig til at sige ja.
De bedste år af mine liv var uden tvivl alderen 6 til 12 (Da jeg boede og gik i skole
i Kolding). Dem ville jeg næsten gøre alt for at opleve igen. Også at genstarte mit liv.
Det skal ikke være nogen hemmelighed at mit liv ikke har udformet mig som jeg gerne ville,
men det har aldrig været så slemt at jeg har overvejet at gøre sådan noget.
Så er der nok nogen der spørger: Jamen hvad så med når du bliver 12 igen?
Ja det er jo lige det. Der har selvfølgelig været oplevelser efter alderen 12 her i Århus
som jeg aldrig vil være foruden, såsom mine venner osv. Men de forsvinder jo hvis jeg på
en eller anden måde bliver i Kolding efter at være fyldt 12.
Man må jo også tænke på at hvis ens eget liv genstartes, ændres andres liv jo også!
De vil ikke komme til at kende dig eller folk du har introduceret dem for.
Jeg skjuler ikke at det er en selvisk handling, for er det jo!
Så er det man skal sammenligne oplevelserne fra alderen 6 -12 til 12 og frem til nu...
Så ville jeg? Genstarte mit liv hvis jeg fik chancen? Tjaaaah...

I de kommende dage vil jeg skrive om de mænd der har inspireret mine tekster.
For selvfølgelig skal de da nævnes. Uden dem var min hjerne aldrig blevet så twisted. Så jeg synes bare vi skal starte. Med ham her:

Nicholas Vachel Lindsay ( 10. November 1879  -  5. December 1931) var en amerikansk poet og faderen til det der idag kaldes "syngende poesi". Han fik også tilnavnet "prærie troubadouren". Han begyndte at læse til læge, da det var hans forældres ønske. Han fuldførte dog aldrig uddannelsen, men sendte et brev til forældrene hvori der stod: "Jeg vil hellere male og skrive." Forældrene besvarede brevet ved at skrive: "Læger kan skrive og male i deres fritid." Han droppede dog alligevel læge uddannelsen, og begyndte at skrive. Dette betalte dog ikke hans regninger og han røg hurtigt på gaden, hvor han solgte digte for mad. Han gik! tværs igennem USA (og tilbage igen) mens han skrev digte og solgte dem for mad og små-penge. Det var under denne tur han skrev sit mest kendte digt "The Congo". Pludselig blev Lindsay kendt, og tjente masser af penge. Men han håndterede ikke berømmelsen særlig godt, for hurtigt gik han fallit igen. Ind imellem blev han gift med en 23-årig pige og fik to børn. Og det koster penge! Han flyttede på hotel og samtidig begyndte hans helbred at dale pga hans road-trip, og han sank i en depression. Pengene var få, og Lindsay forsøgte sig med masser af små-jobs, men det var ikke nok til at betale regningerne. Den 5. December 1931, begik Lindsay selvmord ved at drikke en flaske Lysol (en slags husholdnings sprit). Han efterlod et selvmordsbrev, hvori der stod: "De prøvede at få mig, men jeg fik dem først!" Man kan besøge hans grav som ligger i Oak Ridge Cemetary i Chicago.

Hypo's thoughts: En genial mand, der desværre (ligesom mange) blev misforstået og aldrig rigtig værdsat i hans egen tid. Hypo opfordrer jer til at læse et par af hans værker. Det er dælme go' læsning!

Fortiden kan have mange farvenuancer.
Den fortid, man ikke husker så godt, er for eksempel sort hul, mens glade minder ofte er malet i rosa og broderet med sølvtråd.

Når man fortæller om fortiden, er det altid i stærke farver: eventyrgul, dramarød, fyrsteblå, dollargrøn. At iklæde fortiden sin farvedragt er faktisk at farve fremtiden. Mens man planlægger en passende dragt, er man på vej ind i fremtiden. Så man kan sige, at fortiden holder af at klæde sig selv på.

Ude i mit køkken er der for eksempel en grøntsag, som jeg havde planlagt i grøn, men som har besluttet at iklædte sig en foranderlig gul/lilla lodden vest. Men det er en anden historie, og den er ikke nær så interessant som historien om farvenuancerne historie.

Vi er alle som efterårets løv.
En dag vil vi alle visne og falde til jorden.
Nogle mennesker prøver at springe den fase af livet over,
og det bliver plastickirugernes bankkonti store og fede af.

Men selv om huden er glat og ørerne efterhånden sidder omme i nakken,
kan vi alligevel ikke snyde tiden.

Det værste er, at det altid er de bedste, der falder til jorden først.
Tag for eksempel en rose.
Den har både blomster og torne,
og hvis en af delene skulle falde til jorden, kan man være sikker på, at det ikke er tornene.

Der er nogle mennesker som besynderligt nok dyrker at stå op, før en vis herre får sko på, og iføre sig noget mærkværdigt tøj, som regel bestående af ternede knæbukser, varme strømper, brun jakke og en komplet åndsvag hat.

Så smækker de en kanon over skulderen og begiver sig ud i den dugvåde skov.
Her kan de ligge i timevis med deres termokande og madpakke.
Det sker ofte, at de må tage hjem uden at have fået lejlighed til at skyde på noget som helst, men det hænder også, at de får øje på et sødt lille dådyr, som de kan plaffe ned.

Jagtinstinktet hos den slags mennesker er ikke sådan at spøge med.
Hvis de skal have et par nye sko, går jagten ind,
og de kan bruge ugevis på at finde det sted, hvor man får den bedste kvalitet for mindst mulige penge.

De værst angrebne, bliver selvfølgelig privat detektiver eller skolelærere,
og det kan have frygtelige følger,
for de vil gøre alt for at gøre jagten på forbrydere eller skoleelever mere interessant.
Heldigvis har de begrænsede midler,
men tænk på hvis en person med ubegrænsede jagt-instinkter blev sendt efter én?!

Hvad kommer I til at tænke på når I hører ordet ”ring”?
Tænker I på en ring af ædelt metal, som man kan torturere sin finger med i den tro, at den pynter? Eller tænker I på løgringe, som bliver stegt på panden for at give hamburgeren det dér ekstra pift? Måske tænker I på ringene i badekarret.

Det kan også være, at jeres tanker går i retning af himlen. Op til den sjette planet i vores solsystem. Til denne mystiske planets ækvator, som i er overbevist om, vil pryde forsiden på den CD, I en dag vil lave.

Uforbederlige optimister!

Her nytter det ikke at have hovedet oppe i skyerne. De som lever videre, skal meget længere op. Resten er nogle små stakler, som må forblive her på jorden.

Jeg vil lige tillade at starte med et citat af Westlife:
(Ja, ved det godt! Jeg kan heller ikke lide dem!)

”I’m to shy to ask, I’m too proud to lose
But sooner or later, I’ve got to choose
And once again, I’m thinking about
Taking the easy way out”....

Det fik mig til at tænke. Hvor mange har ikke prøvet det? Jeg har i hvert fald.
At sidde og være for genert/modig til at gøre noget ved en forelskelse,
men stadig vide at gør man det ikke, taber man med sikkerhed?
Desværre går en masse potentielle fantastiske forhold tabt, fordi folk alligevel vælger den nemmeste vej ud. Egentlig meget ynkeligt og kujonagtigt. Men jeg skulle nødig snakke! Og ikke en dag går, hvor jeg ikke fortryder det...

Hvad får os til at vælge den nemme vej ud af det?
Angst? Angst for at det faktisk går vores vej? Angst for at blive lykkelig?
Dovenskab? I så fald er det alligevel ikke værd at kæmpe for...
Jeg har taget den nemme vej ud og tit tænkt på hvorfor... Det værste der kan ske er et nej. Det dør man jo ikke af... Så hvorfor tager vi ikke chancen?
Tør vi ikke være lykkelige? Er vi tryghedsnarkomaner, der er tilfredse med at leve i vores beskyttede lille verden? Hvad sker der hvis vi får total lykke? Paranoia?
Tjah måske...

”Der er det liv du drømmer om. Og så er der det liv der gør dig lykkelig.”
- Kevin Smith....


Hypo out!

Det er umuligt at have fødderne solidt plantet på jorden og hovedet i skyerne på samme tid, medmindre man er meget, meget høj.

Men hvad er bedst? At være realist eller drømmer?

Det er ikke nemt at leve af poesi,
hvis man ikke er ansat på et reklamebureau og skriver digte om Lillebror-ost.
Men på den anden side har de fornuftige og lidt stive typer også deres problemer,
f.eks. når de skal binde deres snørebånd.

Man må give sig selv mulighed for at flygte en gang imellem
og vende sin verden og de fastgroede vaner ryggen.
Det har jeg gjort. Jeg forstår det og flygter snart.

Du har sikkert prøvet at gå arbejde og i frokostpausen med rumlende mave grebet ned i tasken efter din madpakke for kun at opdage, at du har glemt den hjemme på køkkenbordet. Eller den pinlige situation at traske af sted til arbejde i sutsko.

Vi har alle sammen på et eller andet tidspunkt glemt et eller andet, men det er gudskelov ikke så tit, at det er en større katastrofe. Men hvad nu hvis computerne begyndte at miste hukommelsen? Ikke bare pc’erne, men også de store computere rundt omkring. Det ville meget hurtigt blive det rene kaos, for tænk engang hvor meget computerne styrer vores liv.

Nå, men nu må vi hellere se at komme videre, før jeg glemmer pointen i dette
indlæg på... hvad er det nu, siden hedder???…

Tænker du nogen sinde på, hvilken effekt de små valg i livet har? En lille ting som f.eks. at drille den tynde dreng med brillerne fra klassen kan få skæbnesvangre følger. Måske vokser han op og bliver pantefoged og forfølger dig resten of dine dage, fordi du skylder 300 kroner i badmintonkontingent. Hver eneste dag er fuld of valgmuligheder.

Man kan selvfølgelig vælge at tilbringe hvert minut of sin fritid foran flimmerkassen, så man undgår alle de svære valg i den virkelige verden. Men det i sig selv er jo også et valg, og konsekvensen er, at man ender som en ”sofakartoffel”, som amerikanerne siger. Indimellem kommer man til at tænke på små episoder, som man kunne have håndteret anderledes, og på, hvad udfaldet ville have været, hvis man havde gjort det.

Det nytter som regel ikke noget, men hvad nu hvis man havde mulighed for at gå ind og ændre på kendsgerningerne. Mon udfaldet i sidste ende ville blive det samme? Er det skæbnen eller vores handlinger, der bestemmer, hvad der skal ske? Hvem ved?